Glæde og forventninger

Der er ikke noget som december og juletraditioner, der kan sætte spot på, hvad vores forventninger kan gøre ved oplevelsen af bestemte situationer. Forventningerne til os selv og andre holder os på tæerne. Men ikke så sjældent kan de også være kilden til øget stress, der blokerer for glæden. 

 

Forventninger er noget vi alle har med os og har et forhold til i et eller andet omfang. Selv har jeg – især tidligere – haft tendens til at være styret af at leve op til hvad (jeg troede) andre havde af forventninger til mig, og det har i perioder fået mig til at overpræstere og tage for stort et ansvar på mig. Måske genkender du mekanismerne hos dig selv?

Det handler ikke om, hvorvidt forventningerne er høje eller lave, det kan være lige skidt, fordi begge dele får os til at handle ud fra gamle vaner og mønstre. Ligegyldigt, så hører forventninger til i den abstrakte forestilling om, hvordan det ideelt burde være og de bringer dig væk fra nu’et. Det er derfor værd at være bevidst om, hvilke tanker du har og om dine forventninger i situationen gavner dig eller fastlåser dig og i giver dig modstand. Forsøger du at kontrollere noget, der reelt set ligger udenfor din kontrol?

 

Burde, skulle og måtte kan potentielt skade dit helbred, hvis det betyder du har tendens til at presse dig selv for hårdt i et forsøg på at kontrollere udfaldet af din arbejdsdag, eller – her i december -hvordan juledagene helst skal forløbe.


At give slip på at forvente et bestemt resultat kan være din redning

”Forvent ikke et bestemt resultat” er en af de leveregler, der har hjulpet mig allermest til en hverdag med større frihed og glæde.

OBS: – Det er ikke det samme som ikke at have et mål eller en intension for dagen, og heller ikke ensbetydende med, at man ikke ønsker at klare det godt eller er ligeglad. Tværtimod.

At kunne slippe forventningerne er en sund mestringsstrategi.

”Forvent ikke et bestemt resultat” giver nemlig plads til fleksibilitet både overfor dig selv og andre, når det uforudsete og uventede sker på en travl eller tætpakket dag. Når en relation og noget i omgivelserne giver dig uventet modstand, så giver det dig mulighed for at gå med i stedet for at knokle imod eller blive væltet omkuld af f.eks. bekymringer.

”Forvent ikke et bestemt resultat”-reglen øger din handlekompetence og gør dig i stand til at træffe nuancerede beslutninger, fordi det hjælper dig til at bruge din energi på det rigtige i stedet for at forsøge at kontrollere noget udenfor dig selv, som for eksempel et fremtidigt resultat.

Når du giver slip på bestemte forventninger, så bliver der plads og mulighed til at stoppe op og være nysgerrig, til at give slip på modstand og være undersøgende, så du kan justere. Det giver dig mulighed for at fokusere på nu og her og på DET VIGTIGSTE.


Fri af forventningerne – som blot er tanken om en perfekt fremtid (hvad det så er?) – kan du nu stoppe op og se både ærligt og kærligt på realiteterne, i stedet for at blive presset, frustreret og føle dig utilstrækkelig.

Mindre stress og mere (jule)glæde

Julen er et godt – men måske også svært – sted at starte. Hvis du er glad for at være i kontrol og at tingene helst skal være som de plejer, så er der virkelig god chance for, at du er en af dem, som er på overarbejde i julen eller måske endda også kommer til ødelægge stemningen ved at bebrejde andre, når det ikke går helt efter bogen.

Julen er fyldt med gentagelser, traditioner og  mønstre, der holder os fast i, at der rent faktisk findes et bestemt resultat. Den er fyldt med både positive og negative forventninger til, hvordan vi skal handle, føle og tænke.. for at vi “rigtig kan hygge os”. Igen, der er ikke noget galt i at have et mål og en intention, når blot det ikke bliver et ufravigeligt krav til dig og din omverdenen, i så fald er det for ufleksibelt.

Du kan jo lige pause og tænke over, hvilke forventninger og ønsker, du selv har vedr. julen… eller tænke tilbage på en situation, hvor forventningerne kort eller langvarigt har sat en stopper for juleglæden.

Er du faldet i gryden med alle forventningerne, så hold fast i værdierne bag

Når vi håber og ønsker os noget bestemt af en situation, så er det godt samtidig at undersøge hvad det er for værdier vi forsøger at beskytte.

For mig er det vigtigste julebudskab kærlighed, så et vigtigt spørgsmål at stille, når jeg stopper op kunne være:
Hvordan kan jeg se på denne situation med mere kærlige og milde øjne? Hvad er der behov for lige nu, hvis det stadigt skal være kærligt for alle?
– Måske handler det om at nære sig selv ved at gå lidt væk eller roligt sætte en grænse, måske handler det om overbærenhed eller villigheden til at se det hele lidt fra oven og måske endda kunne grine af situationen.

Hvad mon det handler om for dig?

Sladrehanke, der afslører om du er taget af dine forventninger:

Utålmodighed, frustration, oplevelsen af at dagen byder dig modstand, bebrejdelser og negative tanker om dig selv eller dine omgivelser, spændinger i kroppen (skuldre, kæber, solar plexus), er alle et signal om at du er i gang med at bruge alle kræfterne på at kontrollere en situation, for at opnå et bestemt resultat.

Lav pyt-bevægelsen for at komme videre

”Forvent ikke et bestemt resultat” er IKKE helt det samme som at sige PYT…

For mig mangler det berømte “pyt” nemlig anerkendelsen af, at vi godt må synes, at det – på godt jysk – er virkelig træls(!), når tingene ikke går, som vi ønsker. Tag dig af følelsen og så bliver det nemmere at trække vejret og se på situationen med nye øjne.

Selve “pytbevægelsen”, som du laver med dine skuldre kan til gengæld være rigtig god til lige at ryste modstanden, skuffelsen og spændingerne af dig, så du har nemmere ved at finde jordforbindelsen igen og være åben for at få det beste ud af din nuværende reelle situation.

Kan du mestre julen vha. nærvær og give slip på forventningerne om et bestemt resultat, så er der – udover mindre julestress og mere juleglæde rundt om i landet – ligeledes rigtig god grobund for masser af arbejdsglæde i det nye år.

Med ønsket om en glædelig jul til dig og dine nærmeste.

Ønsker du mere fokus på din egen glæde og trivsel eller arbejdsglæden på din arbejdsplads, så kontakt mig gerne og få en uforpligtende snak om hvordan jeg kan hjælpe jer. >>Kontakt

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *