Kan du se dig selv som en modig helt på helterejse?
Hero’s Journey er et dybt seriøst udviklingsværktøj, der hjælper og støtter mennesker gennem kriser og udvikling. En forståelse for, at forandringer kræver mod, integritet og at træde ind i egen autoritet. Og forståelse for, at der på enhver helterejse er både udfordringer, prøvelser, følgesvende og ukendt land vi må igennem, inden vi når frem til skatten og ser meningen med det hele.
Er du ligesom jeg til fortællinger og det magiske og mytiske univers og elsker du også en god bog eller en god film, vil du have nemt ved at få billeder frem på nethinden af helte og andre figurer i historiefortællingen, der kastes ud i eventyr og håndterer diverse forhindringer på vejen mod at finde ”den gemte skat”. De bedste fortællinger, dem vi fanges og fascineres allermest af, har alle det tilfældes, at de er komponeret over en særlig fortællecirkel: The Hero’s Journey.
Den nu for længst afdøde forfatter, professor og mytolog Joseph Campbell har gennem mangeårige studier af myter og religiøse værker, fået øje på fællestrækkene, 1 mono-myte over dem alle. Monomyten eksisterer og drager os, fordi det samtidig er et spejl på vores psyke og de stadier, vi går igennem i enhver krise og udvikling. Tænk på, hvilke historier og helte, du er optaget af på f.eks. Netflix, Disney’s univers eller i bogform og du får måske øje på, hvilken dybere længsel du er draget mod og som kalder på dig i din egen verden.
Heros Journey danner ramme og støtte, når jeg arbejder med forandringsprocesser og med personlig udvikling
At se sig selv og alle andre som helte gennem livets op og nedture på vejen mod at finde ”de vises sten” er en hjælp til at få øje på alt lige fra grundtanker og frygt (dragerne) til dine overspringshandlinger, og det du gør for at dulme og berolige dit nervesystem, når det bliver svært (sirener og fristende gudinder). Det hjælper også med at se, hvem der støtter dig, hvem der skubber til dig og fører dig videre, når du selv er faret vild eller sidder fast (supernatural aid).
Her i Danmark er Nana Askov (forfatter og journalist) ekspert og en dygtig formidler af the Hero’s Journey som udviklingsværktøj. Jeg har gået rejsen og undersøgt stadierne med Nana som guide flere gange, og har netop afsluttet et længere Mastermind forløb på 8 måneder for at blive klogere på mig selv og på andres adfærd gennem de forskellige stadier i helterejsen.
Hero’s Journey motiverer og giver udfordringerne et sprog og formål
At begive sig ud i forandring er ofte svært, fordi vi ikke kender vejen og hvad der møder os, hvilket naturligt vækker vores drager (frygtmønstre). Heros Journey er den overordnede ramme, der får alle teorierne om vores adfærdsmønstre til at gå op i en højere enhed og giver dem et formål.
Min viden om de forskellige stadier i the Hero’s Journey er blevet et uundværligt redskab i mit arbejde med afdelinger og virksomheder såvel som i individuelle forløb til at spotte og sætte ord på, hvad der er på spil og til at give kvalificeret støtte i forskellige situationer.
Jeg bruger derfor Helterejsen i mine workshops og individuelle forløb. Den giver et lettilgængeligt sprog for noget som ellers kan være svært at tale om og går godt hånd i hånd med en ydmyg og respektfuld indstilling til, at vi alle er eksperter – helte – i eget liv, OG samtidig er vi magiske hjælpere for hinanden på livets af og til noget bumpede vej.
Hero’s Journey er motiverende, når det kommer til forandringsprocesser. Den støtter mig – og dig – i at bevare modet og tålmodigheden til at bevæge mig fremad, og helterejsen har lært mig at nyde alle dele af processen. Det er blevet lettere at acceptere, at vejen til større harmoni og balance af og til går gennem en svær passage med indre konflikt og udfordringer.
Lad mig give et eksempel fra arbejdslivet:
En medarbejder vender tilbage efter en længere sygemelding eller barsel. Disse livsbegivenheder er for de flestes vedkommende både gennemgribende og transformerende helterejser. Medarbejderen har derfor med al sandsynlighed lært en masse om sig selv undervejs på den rejse.
At vende tilbage – som hører til den sidste del af Hero’s Journey cirklen, ”the return” – kan være lige så svært som at begive sig væk og ud på eventyr.
Resten af arbejdspladsen har bevæget sig sammen, mere eller mindre, mens medarbejderen har været et andet sted. Det kan derfor være svært at komme forandret tilbage, hvis der er bestemte (indre eller ydre) forventninger til medarbejderens adfærd og handlemønstre. Og medarbejderen – med sin nyfundne visdom – kan være bange for at blive sat i bås. Der kan være bekymringer, tvivl og dilemmaer i forhold til at passe ind og en angst for at skulle gå på kompromis med sit nye selv.
Stadiet på helterejsen, som kaldes for ”Master of the Two Worlds”, minder os om, at der er dilemmaer ved at forandre og udvikle sig som vi kan have brug for støtte til (tænk bare på, når du har været på kursus og kommer hjem i hverdagen og gerne vil implementere din nye viden).
Efter sygemelding kan medarbejderen være bange for at ryge tilbage i gamle mønstre eller være nervøs for, hvordan andre ser medarbejderen, og om h#n får opbakning fra omgivelserne.
Dette kan være et kritisk sted, og helterejsen kan hjælpe os i at forstå hvorfor mange enten oplever at falde tilbage i gamle vaner og må igennem endnu en sygemelding og hvorfor rigtig mange vælger at starte på en frisk et nyt sted og skifter job i denne situation.
For den enkelte medarbejder, og lige så for virksomheden, er det et tab og kan skabe uro. Det kan koste dyrt ikke at være på forkant og gøre brug af denne viden til at skabe forståelse og støttende rammer. Derfor yder Inner Drive, støtte og rådgivning i forhold til at at klæde ledelsen på og få hele teamet af medarbejdere godt gennem sådanne fase. Der sættes bl.a. fokus på at udnytte situationen og medarbejderens udvikling positivt. At se medarbejderen, som en potentiel rollemodel (supernatural aid), der kan skabe positive ringe i vandet på arbejdspladsen.